Skip to main content

Stillesiddende arbejde udgør en stor trussel for vores sundhed

I dag stiller de fleste veletablerede virksomheder hæve-sænkeborde til rådighed for deres medarbejdere. Det kan vi kun bifalde, da stillesiddende arbejde udgør en stor trussel for vores sundhed. Desværre er det ikke alle medarbejdere, der udnytter bordets funktion – derfor vil vi i nærværende artikel give dig tips til, hvordan du kommer godt i gang, samt hvordan du indstiller både bord og stol korrekt.

Indstilling af stol og bord

Det er meget individuelt, hvordan vi hver især sidder og står bedst. Faktisk findes der ikke én ideel siddestilling, hvorfor det handler om at prøve sig frem. Her får du dog en guideline, du kan gå ud fra.

Indstilling af stol

Når bordet er i sænket tilstand, skal din stol være indstillet således at:

  • Hofte- og knæled er bøjet i en 90-graders vinkel
  • Begge fødder er plantet fladt i gulvet
  • Baglårene er understøttet til ca. 5 cm. før knæhaserne
  • Ryggen er støttet af ryglænet

Hvis kontorstolen har en tilt- eller vippefunktion, så slå den endelig til og leg med modstanden, så du får en mindre stillesiddende tendens.

Indstilling af bord

Bordet skal hæves eller sænkes til en højde, hvor underarmene hviler på bordpladen, uden at skuldrene sidder oppe ved ørene. Dette gælder både når du står og sidder ved bordet.

Det vigtigste er dog, at du jævnligt varierer din arbejdsstilling, og at stillingen føles behagelig.

Tre tips der får dig på benene

  • Hæv bordet hver gang du forlader din arbejdsstation
  • Stå kun op så længe det er behageligt
  • Hæv bordet hver dag, inden du går hjem

Møder du ind til et hævet bord, er der større sandsynlighed for, at du starter din arbejdsdag i stående position.